september 30

Klumme august 2025

0  KOMMENTARER

Klumme august 2025

Kære Hørsholmborger

Ferien er forbi! Velkommen hjem til dagligdagen – virkeligheden!  

Forude har vi kommunens budgetlægning og til november kommunalvalg.

Hørsholm Kommunes økonomi bør ligge enhver kommunalpolitiker på sinde. Hvert år sætter vi en budgetproces i gang, som generer en stor gruppe borgere og faktisk er ubehøvlet overfor dele af vores medarbejdere. Tænk, lederen af Selmersbo har hvert år kunnet læse i budgetforslagene, at hun skal fyres. SocialKonservative mener: Uværdigt!

Vores borgmester er økonom og ferm til tal. Men han tænker alene på tallene. Mindre på virkeligheden bag tallene.

I hvor mange virksomheder med en brutto omsætning på næsten 2000.000.000 sidder hvert enkelt bestyrelsesmedlem og lægger budget? Næppe nogen overhovedet.

Budgetlægning bør være direktionens opgave! De skal hente inspiration og holdninger hos alle politikerne. Og ud fra de politiske tanker lægge et budget, som (helst) alle politikere og partier kan stemme for. Naturligvis med behørig respekt for, at større partier får mere med i budgettet end mindre.

Det budget som kommunalbestyrelsen udtrykker, at de er sindet at vedtage, skal i høring hos relevante borgergrupper, medarbejdere, bestyrelser med flere. Ved den ’køreplan’ vil vi få færre vanvittige spareforslag og dermed undgå nervøse og urolige borgere. Samt at medarbejdere læser om deres egen fyring i Ugebladet.

I år kan man læse i spareforslagene, at Frivilligcentret og alle kommunale ældreaktivitetscentre foreslås lukket. Efter SocialKonservatives opfattelse et både menneskeligt som økonomisk tåbeligt forslag! Alene fremkommet for at få tallene til at stemme.

For SocialKonservative er det væsentligt i de kommende budgetdrøftelser, at busruten 383 genindføres. Som jeg opfatter det, er der ikke sparet nogen penge på at afskaffe ruten. Så kan det jo heller ikke koste noget at genindføre busruten. Alle de nødforanstaltninger, som er indført, som erstatning for 383, bør annulleres og den rigtige rute genindføres.

Det med god ældrepolitik er i høj grad også, de ældre kan komme rundt i kommunen til bymidten eller et aktivitetscenter.

Rungsted Havn er et ’hedt’ emne. SocialKonservative finder løsningsforslag 2 mest interessant. En renovering af havnen og en behørig klimasikring. Min livserfaring siger mig, at 30-40 år går hurtigt. Samtidig siger min erfaring fra kommunalbestyrelsen, at skal havnen være sikret om 20 år, så skal vi i gang nu.

En udvidelse af havnen tror vi ikke på nødvendigheden af. Hvert år opsiger ca. 50 bådejere deres havneplads. Det vil sige, hvis en udvidelse er færdig om 6-7 år, så skal der over perioden være tæt på 600 Hørsholmborgere, som ønsker en bådplads. Det tror vi ikke på!

Yderligere, risikoen ved en udvidelse er alene Hørsholm Kommunes.  

Borgere har udtrykt ønske om, at jeg genopstiller til kommunalvalget i november.

En enkelt ’ung’ kvinde på 70 skældte mig ud. Hun mente, at jeg var ved at være for gammel.

Et godt spørgsmål. Min holdning er, at så længe man er heldig at være frisk og ved godt helbred, så skylder man lokalsamfundet at være aktiv. Det er vi på hver vores måde. Jeg ved at stille op til kommunalvalget. Jeg brænder for fællesskabet Hørsholm.

Vi kan ikke bare tænke, Vorherre har sjusket. Han skulle have hentet dig for lang tid siden.

Så længe vi er her, skal vi behandles på lige fod med alle andre. Vi skal ikke være aldersforskrækket. Ældre borgere bør sandelig også være med i besluttende organer, som f.eks. kommunalbestyrelsen.

Loved this? Spread the word


du kan spørge os om alt

0 of 350

Når du indsender et spørgsmål, bliver din email registreret hos os, og vi vil i beskedent omfang holde dig orienteret om nye tiltag hos socialkonservative. Du kan til enhver tid anmode om at få slettet dine personlige oplysninger. Det sker meget nemt med en e-mail til info@socialkonservative.dk